Vælg en side

UDDANNELSE FOR NORDISKE MEDIECHEFER HAR JUBILÆUM

En døråbner til virkeligheden og til et fantastisk netværk. Sådan beskriver tidligere NMP-deltagere Nordic Media Programme. Omkring 700 nordiske mediechefer har allerede deltaget i NMP, og til efteråret samles jubilæumsgruppen, NMP 25, i København.

Men hvad er NMP?

NMP er Nordens største managementuddannelse indenfor mediebranchen, står der på hjemmesiden.

En katalysator for smarte mennesker, der mødes, netværker og løser problemer sammen, siger Carl-Johan Bergman, redaktionel chef på svenske Mittmedia.

For mig var det et år fyldt med indsigter, gode indsigter om, at behovet for forandring er endnu større, end jeg hidtil havde troet, siger Catrin Ljung, marketingschef på Borås Tidning i Sverige.

NMP bygger på fælles vidensdeling og spørgsmåls-drevet læring. Den røde tråd er, at deltagere fra alle hjørner af mediebranchen mødes og arbejder sammen omkring branchens sværeste udfordringer – og med konkrete cases fra deltagernes bagland.

Målet er at finde virkelige løsninger, men også at præsentere kreative måder at arbejde på og give deltagerne muligheden for at opleve styrken i en gruppes fælles kompetencer, erfaring, netværk og synsvinkler.

Stimuleres til at tænke selv

Ole Björner Loe Welde, chef for redaktionel udvikling og indsigt i norske Polaris Media, beskriver NMP som et inspirerende kursus, hvor man bliver udfordret på en positiv måde og stimuleres til at tænke selv.

Carl-Johan Bergman oplevede, at han fik en følelse af fremdrift med sig:

Jeg blev bedre til at tænke innovativt og kritisk. Og jeg følte mig samtidig mere positiv, siger han.

På nuværende tidspunkt har NMP uddannet flere generationer af medieledere. Programmet blev i mange år drevet i fællesskab af de nordiske udgiverorganisationer, men for nogle år siden overtog programlederne Bo-Magnus Salenius og Erik Wilberg ansvaret.

Bo-Magnus Salenius er økonom, og ledelseskonsulent Erik Wilberg er professor ved BI Norwegian Business School. Over 12 år udviklede de NMP-metodikken, og mediekoncernerne så gerne, at uddannelsen fortsatte.

Lena Skogberg, der i øjeblikket er stedfortrædende udgiver og redaktionel projektchef på KSF Media i Finland, deltog på NMP, da hun var forholdsvis ny i rollen som chef.

For mig havde NMP virkelig stor betydning, og jeg benytter mig stadig af det store netværk, siger hun.

Lena Skogberg er overbevist om, at der er stort behov for de nordiske kontakter.

Vi har brug for at udveksle og sammenligne erfaringer. Vi har mere til fælles, end vi har med de angelsaksiske lande.

Hans Peter Nissen, logistikdirektør i JP/Politikens Hus i København, synes, der er meget, der adskiller de nordiske lande.

Men problemstillingerne er de samme, og derfor kan vi lære meget af hinanden, siger han.

Ole Björner Loe Welde er inde på samme spor:

Mediebranchen præges af forandring og udvikling. NMP er en arena – en mulighed – for at tænke sammen med andre medieledere. Et sted, hvor man kan tænke friere.

Berit Nyman er stedfortrædende chef for fagpressen i Oslo. Hun var med på NMP for seks år siden og håber, at NMP fortsat vil tiltrække nye deltagere. Hun fremhæver netværket, som hun blandt andet benyttede sig af, da hun skrev en bog om økonomistyring.

Berit Nyman har stadig kontakt til nogle NMP-kolleger, som hun får hjælp af ved lejlighed. Det år, hvor hun deltog, blev programmet kun ledet af mænd, noget hun var kritisk overfor.

Det blev det, så det har vi forsøgt at ændre på, siger Bo-Magnus Salenius.

Det er ham og Anette Novak, journalist og specialist i digital forandring, som sammen med læringscoachen Annika Häggbom leder NMP 25. Til at hjælpe sig har de en række forskere og specialister. Erik Wilberg er en af dem.

Kundeindsigt, udveksling af tjenester, forandringsledelse i netværket, digital jam og personlig udvikling er programmets fem temaer. Hans Peter Nissen synes, at NMP har haft succes med at følge med udviklingen.

Programmet møder nutiden. Det handler ikke om det, der har været, eller det der skal ske i en fjern fremtid, og det gør hele NMP brugbart.

Præcis som tidligere turnerer NMP i Norden. Fysiske møder og workshops afholdes i København, Oslo, Helsinki og Stockholm. Mellem møderne er der ’digitale jams’. I forlængelse af afslutningen i Stockholm 2019 planlægges der en stor jubilæumsfest.

Alle alumner får en invitation i løbet af efteråret, siger Bo-Magnus Salenius.

 

Tekst: Anna Bergenström